TVPRISEN flytter fra Tivoli Congress Center og ind i DR Koncerthuset næste år, når prisuddelingen afholdes fredag den 15. marts 2024.
For at imødekomme den svære situation, som TV-branchen befinder sig i, har Producentforeningen i samarbejde med TVPRISEN's executive udvalg skruet på alle mulige og umulige knapper, for at sænke billetprisen, i håbet om at alle i TV-branchen kan være med til årets største og bedste fest. Derfor flytter TVPRISEN fra Tivoli Congress Center og ind i koncertsalen i DR Koncerthuset, når der skal uddeles statuetter ved prisuddelingen den 15. marts 2024.
Den imponerende koncertsal i DR Koncerthuset kan rumme 1.800 gæster, og vil danne en ny og smuk ramme om prisuddelingen, hvorefter der vil være afterparty i foyeren.
Som noget andet nyt fokuserer TVPRISEN næste år udelukkende på prisuddelingen, det store show og det fedtede og dragende dansegulv ved aftenens afterparty, men det betyder også, at der ikke vil blive serveret middag ved TVPRISEN 2024. Til gengæld afholdes TVPRISEN i år på en fredag, så det vil være muligt for redaktionerne at arrangere opvarmning og evt. middag på egen hånd før showet, prisoverrækkelsen og afterparty.
Læs mere om Tvprisens executive udvalg, HER.