Årets Otto 2022

Årets Otto 2022

Årets Otto 2022

Mette Hofmann Meyer
CEO for THE WHY 

ÅRETS OTTO

Årets Otto er en ærespris, som gives til en person, hvis lange karriere i tv-branchen, man ønsker at hædre. Det er Tvprisens executive udvalg som kårer vinderen af Årets Otto (se udvalget).

Om Årets Otto 2022 udtaler Thomas Heurlin på vegne af Tvprisens executive udvalg:

"Man kan med rette sige, at årets prismodtager skulle have haft æren for mange år siden. Det er også svært at argumentere for denne pris´ historisk meget skæve kønsfordeling. Men der har altså lige været en flok mænd, som vi skulle huske at ære først.

Og ikke et ondt ord om dem. De har bestemt fortjent den. Det ved jeg, fordi jeg selv er tidligere modtager af denne ærespris. Men vi i Tvprisens executive udvalg undskylder hermed for fortidens kønsblindhed og lover også fremadrettet at hylde de vigtigste karrierer i vores mangfoldige branche.

Årets prismodtager fortjener heller ikke denne pris, fordi hun er kvinde. Men fordi hun mere end nogen anden person har sat dansk faktuelt tv og dokumentar på verdenskortet. I udlandet er hun allerede prisbelønnet så mange gange, at der ikke er tal på eller plads til alle priserne.

Hun står bag Oscar-nomineringer og -vindere og er af det internationale dokumentarmiljø i 2014 blevet udnævnt til international Doc Mogul.Hun startede karrieren som controller på Nordisk Film, men kom hurtigt til det nystartede TV 2, hvor hun selv skabte stillingen som chef for internationale co-produktioner.

Prismodtageren blomstrede med et modigt TV 2 i ryggen og skabte plads og respekt for dansk dokumentar og gjorde samtidigt nogle af verdens bedste dokumentarer tilgængelige for danskerne.

I løbet af få år blev hun en af de mest indflydelsesrige dokumentarindkøbere i verden. Hendes strategi var enkel, hun samlede de bedste og dygtigste i branchen og fik de internationale broadcastere som ZDF, BBC og ARTE til at samarbejde.

Til tv-messen i Cannes samlede hun den internationale dokumentarscene til middage på byens bedste fiskerestaurant. Man kunne måske anholde, at det var mange penge at bruge på hummer, hvidvin og rasende mængder vodka. Men hun formåede at skabe et gensidigt fordelagtigt netværk, som gav hende de bedste projekter til den bedste pris.

Da hun sagde farvel til TV 2, tog hun hele netværket og landets dygtigste medarbejdere med sig til DR, hvor hun overtog ansvaret for samme opgave. Det udvidede kun hendes indflydelse, hjalp dansk dokumentar til succesfuldt at indtage den internationale scene.

Det er et sundhedstegn for en organisation, at den kan rumme og give plads til en kompleks og initiativrig person. Det lykkedes for DR i næsten et årti at fastholde Årets Otto."

Tidligere vindere af Årets Otto er Stig Thorsboe (2021), Anette Rømer (2020), Kent Nikolajsen (2019), Poul-Erik Heilbuth (2018), Troels Kløvedal (2017), Per Wennick (2015), Jarl Friis-Mikkelsen (2014), Thomas Heurlin (2013), Karen Thisted (2012), Mogens Vemmer (2011), Michael Meyerheim (2010), Ingolf Gabold (2008), Søren Rye Petersen (2009) Bo Damgaard (2007), Lasse Jensen (2006), Bubber (2005), Sven Clausen (2004), Ulla Therkelsen (2003), Otto Leisner (2002) og Poul Martinsen (2001, æresprisen).