Årets Otto 2024

Årets Otto 2024

 

Årets Otto 2024

Kaare Sand

TV-vært, tidligere ejer af Sand TV samt producer og co-ejer af Pipeline Production. 

Kaare Sand er manden bag programmer som De unge mødre, Singleliv, Udkantsmæglerne og Mig om min mor. 

ÅRETS OTTO

Årets Otto er en ærespris, som gives til en person, hvis lange karriere i tv-branchen, man ønsker at hædre. Det er Tvprisens executive udvalg som kårer vinderen af Årets Otto (se udvalget).

 

Om Årets Otto 2024 udtaler TVPRISENS executive udvalg:

Årets Otto går i år til en person, der har set flere danskere i øjnene end de fleste. Han har altid insisteret på at møde folk i øjenhøjde og har gjort en dyd ud af at møde danskerne på deres hjemmebane, uanset hvor det så måtte være – også lang tid før det blev moderne.

Det er ikke kun i sit møde med de medvirkende, at Kaare Sand har holdt stædig øjenkontakt. De, der har været ansat af eller arbejdet med Kaare, vil kunne skrive under på, at man altid føler sig set og hørt i hans nærvær – hvad enten man er chef, tilrettelægger eller runner. Det er den tilgang til andre mennesker, der har gennemsyret hans firma og hans journalistik gennem alle årene, og det er nok også derfor, at hans firma har fostret nogle af de største talenter i den danske TV-branche de seneste 20 år.

Jeg, Kasper Fredshavn, mødte første gang Kaare Sand på Freeport Film. Han var vært på ”Reportagen” og jeg var husrunner. Helt fra start tog han mig med i udviklingsrummet og opmuntrede mig til at byde ind. Da han startede SAND TV tog han mig med, og jeg blev en integreret del af holdet. Den tillid og tryghed jeg blev mødt med af ham i mine allerførste år i branchen, gav mig en tro og selvtillid, som har fulgt mig lige siden.

I dag er det en samlet branche der hylder Kaare for det store aftryk han har sat på TV-branchen, men det har ikke altid ligget i kortene, at det var sådan, det skulle ende.

I mange år blev Kaares tilgang til journalistikken anset for at være en anelse underlødig - det var ganske enkelt ikke fint nok til TV-branchen. De tider er heldigvis langt bag os, og i dag har Kaares tilgang til journalistikken fundet vej til alle produktionsselskaber og alle TV-stationer. For vi andre har fået øjnene op for, hvor værdifuldt det er at fortælle historier fra hele Danmark, om alle slags danskere og uden distance – og det har årets Otto en stor del af æren for!

For at skabe indhold der vokser ud af sin samtid, skal man være forud for sin tid og skabe noget nyt og anderledes. Kaare har været afsender på en helt ny type indhold, der har skabt en forståelse for forskelligheder og mennesker i Danmark, og han har været pioner for en genre, som stadig er til stor inspiration for branchen. Derudover har Kaare gennem en professionel karriere vist, at han som menneske, chef og journalist har fortjent denne ærespris.

Årets Otto 2024 går derfor til Kaare Sand.

 

Tidligere vindere af Årets Otto er Katrine Hauch-Fausbøll (2023), Mette Hoffman Meyer (2022), Stig Thorsboe (2021), Anette Rømer (2020), Kent Nikolajsen (2019), Poul-Erik Heilbuth (2018), Troels Kløvedal (2017), Per Wennick (2015), Jarl Friis-Mikkelsen (2014), Thomas Heurlin (2013), Karen Thisted (2012), Mogens Vemmer (2011), Michael Meyerheim (2010), Ingolf Gabold (2008), Søren Rye Petersen (2009) Bo Damgaard (2007), Lasse Jensen (2006), Bubber (2005), Sven Clausen (2004), Ulla Therkelsen (2003), Otto Leisner (2002) og Poul Martinsen (2001, æresprisen).